Ordensregler for Uggerhalne Sportsrideklub

Alle der rider på det af klubben lejede område, skal være medlem af Uggerhalne Sportsrideklub.
Alle der har hest opstaldet hos Gerda og Jacob Karlsen, skal være medlem af Uggerhalne Sportsrideklub og betale månedligt aktivitetskort.
Hvis Uggerhalne Sportsrideklubs faciliteter benyttes udenfor klubbens undervisningstimer, skal der ligeledes betales månedligt aktivitetskort.

 Det er påbudt at alle under 18 år, skal bære en godkendt og spændt ridehjelm, når de befinder sig til hest.

 Øl og vand, som nydes indenfor klubbens område skal købes af klubben.

 Eventuelle klager over medlemmer skal fremsendes til bestyrelsen.

 Eventuelle klager over udlejer skal fremsendes til formanden.

 Uggerhalne Sportsrideklubs faciliteter må ikke benyttes efter kl. 23.00 medmindre andet er aftalt med bestyrelsen.

 Alle skal udvise god ro og orden når man færdes på klubbens område.

 Medlemmer og alle andre som færdes på klubbens område, skal efterleve de anvisninger, som bestyrelsen giver.

Heste er opstaldet for egen regning og risiko. Klubbens bestyrelse kan ikke gøres ansvarlig for skader og lignende som måtte opstå i forbindelse med ophold på klubbens område.

Følgende regler gælder for hingste:

 Generelt: Hingste, der ikke er opstaldet hos Jakob Karlsen, vartes efter gældende regler i de udendørs spiltove, mens hingste, der er opstaldet hos Jakob Karlsen vartes i stalden, men under udvisning af særlig agtpågivenhed og hensyntagen overfor klubbens øvrige medlemmer, og i alle tilfælde kun af personer over 18 år.

 Undervisning: Hingste kan efter aftale med og godkendelse af ridelæreren deltage i undervisningen som andre heste.

 Brug af ridehuset: Ridning i ridehuset udenfor undervisningstiden finder sted på tidspunkter, der er fastlagt efter aftale med bestyrelsen.

 Brug af arealerne i øvrigt: Ridning på klubbens arealer kan frit finde sted idet der naturligvis forventes at ryttere med hingste i det hele taget udviser særlig agtpågivenhed og hensyn overfor klubbens øvrige medlemmer.




 Regler for ridning i ridehus og på bane

 Bank ALTID på porten til ridehuset, inden du går ind. Luk derefter porten så meget op, at du kan se, om der er løse heste derinde, eller om der er nogen på vej forbi porten.

 Sørg for at sidde op og af hesten et sted, hvor du generer de andre ryttere mindst muligt, fx. ved siden af cavalettierne, på midterlinien, i et hjørne el. lign. ALDRIG på hovslaget.

 Skridt aldrig på hovslaget, hvis der er andre, der rider i en hurtigere gangart. Lav ALDRIG parade på hovslaget! Sørg for, at der er plads til ryttere på hovslaget, når du skridter for/af inden for hovslaget.

 Når to ryttere rider mod hinanden, rider man VENSTRE MOD VENSTRE, dvs. man rider sådan, at rytternes venstre sider er mod hinanden. Rider man venstre volte, (med venstre hånd ind mod midten), bliver man derfor på hovslaget, mens den anden rider indenfor. Rider man højre volte, rider man selv indenfor.

 Løsspringning foregår KUN i ridehallen og KUN når der ikke er andre derinde.

 Man må kun Iongere i ridehallen såfremt alle ryttere derinde giver tilladelse til det. Tag altid hensyn til de andre ryttere og heste - så tager de også hensyn til dig.

 Vær aldrig bange for at sige undskyld - vi laver alle fejl!

 Regler for ridning udendørs omkring banerne og i skoven

 Hvis der er ryttere, der rider dressur på banerne, bør du spørge dem om lov inden du begynder at galopere rundt om. Vær parat til at acceptere et nej en gang imellem! Da der er nogle der nok vil ride koncentreret dressur og det vil du jo også en gang imellem selv.

 Hvis du galoperer omkring banerne, er det en god ide at sætte farten ned, hvis du passerer andre ryttere, der skridter. De andre heste kan tro, at din hest flygter fra noget, og så kan de finde på at løbe efter.

 Hvis man møder andre ryttere eller fodgængere/cyklister i skoven skal man tage hesten op i skridt, mens man passerer. Smil eller hils venligt til dem...

 Rider man i skoven, skal man ride i midten af skovvejene/grusvejene, hvis ikke der er en sti ved siden af vejen. Rid én og én langs asfaltveje - og i det hele taget på veje og stier.

Og husk du rider i klubben navn...

 Retningslinier for brug af ridehallen

 Kommentarer til de enkelte punkter ses nedenfor!

 Hallen er fortrinsvis til at ride i. Undervisningstimerne og klubbens arrangementer skal respekteres.

I undervisningstimerne er underviserne ansvarlige og bestemmende for adfærdsreglerne indenfor klubbens gældende retningslinier.

 ...hvis hallen er tom

...hvis samtlige tilstedeværende giver samtykke

I forbindelse med vedligeholdelse af hallen kan bestyrelsen, eller en af den udpeget, forlange hallen tom.

Kommentarer til retningslinier for brug af ridehallen

 Kun medlemmer der hører til på det pågældende hold kan benytte ridehallen i undervisningstimerne, dog kan andet aftales med underviseren, hvis man har undervisning tilgode. Bestyrelsen forbeholder sig ret til at råde over hallen ved planlagte arrangementer, det være sig anden undervisning, stævner o. lign.

 Underviseren er bestemmende for adfærden i undervisningstimerne, under ansvar overfor almindelig ride etik samt klubbens regler i øvrigt.

 Alle former for springning skal foregå med et klubmedlem der er over 18 år. Hvis løsspringning er påbegyndt i tom hal, og der ikke er ryttere, der umiddelbart planlægger ridning inden springningen påbegyndes, bør senere ankomne ryttere give passende tid til at færdiggøre springningen.

 Hvis longering er påbegyndt i tom hal, og der ikke er ryttere, der umiddelbart planlægger ridning inden longeringen påbegyndes, bør senere ankomne ryttere give passende tid til at færdiggøre longeringen, hvis ikke den longerende rytter giver samtykke.

 Når bunden eller andre ting i hallen skal vedligeholdes eller repareres skal hallen tømmes for heste. Bestyrelsen vil selvfølgelig forsøge at tage hensyn til tidspunkter.

 En syg hest har brug for dyrlæge, der kan anvise at hesten bør trækkes eller opholde sig i ridehallen, dette skal respekteres umiddelbart.

Efter seneste revision på generalforsamlingen den 24. januar 1991 gælder følgende:

Love for Uggerhalne Sportsrideklub

Paragraf l.
Foreningens navn er Uggerhalne Sportsrideklub, dens hjemsted er Grindstedvej 54, Uggerhalne, 9310 Vodskov og dens formål er at fremme ridesporten i Aalborg Kommune.

Paragraf 2.
I klubben kan optages aktive medlemmer ved henvendelse til bestyrelsen. Unge mennesker optages som juniormedlemmer til og med det år, de fylder 18.

Medlemskabet er gældende et år ad gangen fra den dato, bekræftelse foreligger; men deltagelse i arrangementer kan først finde sted, når kontingentet er betalt.

Udmeldelse sker ved henvendelse til kassereren.

Paragraf 3.
Kontingentet udgør det på generalforsamlingen fastsatte beløb.

Ved restance i mere end 3 mdr. slettes vedkommende medlem og kan kun optages på ny mod betaling af restance.

Paragraf 4.
Stemmeberettigede er aktive medlemmer, der har betalt forfaldent kontingent inden 14 dage fra modtagelse af opkrævning, senior- medlemmer med 1/1 stemme, juniormedlemmer med 1/2 stemme. Stemmeafgivning ved fuldmagt er ikke tilladt.

Paragraf 5.
Klubbens anliggende varetages af en bestyrelse bestående af 6 seniormedlemmer, der alle skal være amatører, og som af generalforsamlingen vælges for 2 år. Formandsposten besættes af generalforsamlingen, den øvrige bestyrelse konstituerer sig selv. Der afgår hvert år 3 medlemmer af bestyrelsen. Genvalg kan finde sted. I tilfælde af vakance supplerer bestyrelsen sig selv. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov bestående af medlemmer, også uden for bestyrelsen.

Klubbens juniormedlemmer alene har ret til valg af 2 juniormedlemmer af bestyrelsen. De vælges for 2 år, selvom de derved kan komme til at sidde ud over deres 18. år. 1 juniormedlem afgår hvert år, genvalg er tilladt. De valgte juniormedlemmer, der begge skal være amatører, skal i videst muligt omfang inddrages i bestyrelsens arbejde.

Paragraf 6.
Bestyrelsen sammentræder én i gang hver måned og i øvrigt på forlangende af et bestyrelsesmedlem. På bestyrelsesmøderne, hvor mindst 5 medlemmer skal være til stede, afgøres sagerne ved simpelt stemmeflertal. Står stemmerne lige er formandens stemme afgørende. Sekretæren fører ved mødet en beslutningsprotokol, som underskrives af alle tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

Paragraf 7.
Bestyrelsen disponerer over klubbens midler til klubbens formål og træffer alle bestemmelser vedrørende dens drift; dog skal køb og salg af jord eller fast ejendom godkendes af generalforsamlingen.

Paragraf 8.
Klubbens regnskab forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse efter revision af 2 på den ordinære generalforsamling valgte revisorer.

Regnskabsåret går fra l. januar til 31. december.

Paragraf 9.
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Beslutninger på generalforsamlingen vedtages ved simpel stemmeflertal (se dog paragraf 10. og 13.) Afstemningen foregår ved håndsoprækning, med mindre bestyrelsen eller mindst 3 medlemmer forlanger skriftlig afstemning.

Paragraf 10.
Til forandring af lovene og til eksklusion af medlemmer kræves en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer.

Paragraf 11.
Den ordinære generalforsamling afholdes i januar måned. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsen inden 15. december. Tid, sted og dagsorden for generalforsamlingen skal meddeles med mindst 14 dages varsel ved opslag på rideskolen.

Paragraf 12.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen anser det for påkrævet, eller når et antal stemmeberettigede medlemmer, svarende til mindst 20 1/1 stemmer, skriftligt fremsætter ønske herom med meddelelse af dagsorden.

Paragraf 13.
Til klubbens opløsning kræves en generalforsamling, hvor mindst halvdelen af de aktive medlemmer er til stede, og hvor mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for beslutningen. Er ikke så mange medlemmer mødt, indvarsles til ny generalforsamling, hvor beslutningen træffes uden hensyn til antal mødte medlemmer, men med førnævnte kvalificerede majoritet.

Opløses klubben anvendes et eventuelt overskud efter bestyrelsens bestemmelse og ridesportslige formål.

Paragraf 14.
I tilfælde, der ikke er forudsete eller omtalt i disse love, er bestyrelsen bemyndiget til at træffe foreløbig afgørelse under en generalforsamlings sanktion eller forkastelse. Tvivlsspørgsmål kan ikke indankes for nogen domstol.

Paragraf 15.
Intet medlem af klubben kan hæfte personligt for klubbens økonomiske anliggender.

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE